Atombomben findes
Den 6. august 1945 kastede USA en atombombe - en uranfissionsbombe - over Hiroshima i Japan, som dræbte mere end 140.000 mennesker i løbet af få måneder.
Tre dage senere kastede USA endnu en bombe - en plutoniumbombe - over Nagasaki med over 74.000 døde til følge.
Mange flere døde senere som følge af strålepåvirkningen.
Atombomben findes nu
Den første atombombe i historien blev bragt til sprængning af den amerikanske hær den 16. juli 1945 et øde ubefolket sted i en ørken i New Mexico.
Det var kulminationen på Manhattan-projektet, som var et forsknings- og udviklingsprogram, der havde til formål at fremstille et atomvåben.
Fra 1942 til 1946 var op til 130.000 mennesker beskæftiget i projektet.
Atombomben findes
Om morgenen den 6. august 1945 var himlen over Hiroshima lys og klar.
Kl. 08.15 kastede det amerikanske bombefly, der blev kaldt “Enola Gay”, atombomben med tilnavnet “Little Boy” i byens centrum med den T-formede Aioi-bro som mål.
Det var det første nukleare angreb på mennesker. Bomben eksploderede i omkring 600 meters højde - for at få maksimal ødelæggende effekt - over Shima kirurgiske hospital.
Det er aldrig blevet opgjort bare nogenlunde præcist, hvor mange mennesker der omkom som følge af denne ene bombe. De oftest citerede tal er 140.000, men med en usikkerhed på +/- 10.000. Fem år senere var "over 200.000" døde.
Atombomben findes
9. august 1945
Den anden atombombe efter Hiroshima - en plutoniumbombe - skulle efter planen være kastet ned over byen Kokura. Men på grund af dårlig sigt fortsatte bombeflyet til det sekundære mål, Nagasaki.
Her var der også dårlig sigt, men piloten besluttede at kaste bomben alene på grundlag af radarobservation. Der kom dog et pludseligt hul i skydækket, så han kunne se målet.
Bomben havde en kraft svarende til 21.000 ton TNT. Den detonerede i 550 m højde.
Omkring 40.000 blev dræbt ved eksplosionen og op til dobbelt så mange blev kvæstet. Mange døde senere af deres kvæstelser eller strålingsrelaterede sygdomme.
Et enkelt atomsprænghoved kan dræbe hundredtusinder af mennesker og have varige og ødelæggende humanitære og miljømæssige konsekvenser.
Rusland, USA, Storbritannien, Frankrig, Kina, Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea besidder i alt cirka 12.200 atomvåben, hvoraf de fleste er mange gange kraftigere end det atomvåben, der blev sprængt over Hiroshima.
5.700 er udstationeret hos operationelle styrker, og af dem er 3.900 i permanent højt alarmberedskab.
Se opgørelsen fra SIPRI nedenfor.
(Stockholm International Peace Research Institute).
Der har været foretaget 2053 atombombesprængninger rundt om på Jorden - underjordiske, undersøiske og i atmosfæren.
På nær de to bomber kastet over Hiroshima og Nagasaki i 1945 har de alle været såkaldte 'prøve'sprængninger.
De har i styrke været op til 1.000* - 3.000** gange så stærke som Hiroshimabomben.
* USA's største
** USSR's største
I 1963 blev der indgået en traktat, der forbyder alle andre tests end underjordiske. The Partial Test Ban Treaty (PTBT).
Kina, Frankrig og Nordkorea har ikke underskrevet denne traktat.
Disse såkaldte prøvesprængninger har været helt reelle fysiske sprængninger har før 1963 spredt radioaktive materialer ud over hele Jorden. Og de har gjort utallige mennesker syge, som har været ufrivillige ofre. Sprængningerne er foregået langt fra magtcentrene, langt fra storbyer, men meget ofte i områder befolket af oprindelige folk.
Herunder link til en 'time-lapse' video - et verdenskort med atomeksplosioner fra 1945 til 1998 - af den japanske kunstner Isao Hashimoto
I de senere år er det igen blevet almindeligt at tale om atomvåben som om de lignede andre våben.
Men de er i en kategori helt for sig.
Deres ødelæggende kraft er så enorm, at vi har svært ved at fatte det. Måske det er derfor, at det kan lade sig gøre at tale så 'let' om disse våben.
Skal Europa nu i højere grad satse på en egen atomparaply? Skal Tyskland bygge sit eget atomforsvar? Og hvad med Norden?
Bogen beskriver et scenarie, hvor Nordkorea
ud af det blå' sender en sådan termonuclear bombe' mod USA, og hvordan hele det mægtige forsvarssystem i USA reagerer på de få minutter, der er til rådighed til at afgøre, om det virkelig er et angreb. Om præsidenten vil give ordre til at svare igen med den enorme slagkraft, USA råder over. Og hvad med Rusland? Hvordan vil de reagere? Kan præsidenten overhovedet nå at få forbindelse til den russiske ledelse?
Bogen beskriver de første sekunder, de næste minutter ... "De første 24 minutter ... De næste 24 minutter .... De næste (og sidste) 24 minutter ...
De næste 24 måneder og længere frem (eller hvad der sker efter en atomkrig)"
